Antall personer

Antall rom

Maks pris

Aktiviteter i området

 

Agger er en af de vestkystbyer, der hver sommer besøges af rigtigt mange gæster. Her er en stor og dejlig bred sandstrand, som indbyder til alverdens feriefornøjelser. Det unikke ved Agger er dens placering ved både hav, sø, skov og fjord.

 

Agger er et skønt område i den sydlige del af Nationalpark Thy. Den unikke natur, de brede hvide sandstrande, enestående dyre- og fugleliv på Agger Tange gør et besøg i Agger til en oplevelse.

 

 

Længste handicapsti

Agger er også kendt for at have Danmarks længste handicapsti. Stien fører fra parkeringspladsen ved klitterne for enden af Vesterhavsgade, op på klitten, hvorefter der er mulighed for enten at dreje til venstre for at komme på en asfaltvej i retning af Agger Tange, den sydligste del af Nationalpark Thy, der med sit fuglereservat indbyder til at iagttage fuglene til alle årstider, eller til højre, hvor retningen er mod Lodbjerg Fyr, der kan anes i det fjerne, og hvor Flade Sø ligger lige bagved klitterne.

 

 

Flade Sø

To store lavvandede søer, Flade Sø og Ørum Sø, ligger lige nord for Agger. Søerne har gennem de sidste 150 år været under kraftig kulturpåvirkning gennem kanalbyggeri og afvanding. Flade Sø er i dag inddiget efter etableringen af indlandsdiget sidst i 1950’erne.

 

 

Agger havn

Agger har også en lystbådehavn, der ligger ved Nissum Bredning, Limfjordens vestligste del. Her findes en lystfiskerbutik, en sommerrestaurant og Agger Havn Feriecenter med sine lejligheder og en indendørs swimmingpool. De små fiskerhytter ved fjorden giver stedet en særlig atmosfære.

 

 

Agger Kirke

Besøg gerne Aggers lille idylliske kirke, der hele to gange har måttet flyttes på grund af sandflugt.

 

 

De sorte huse

Eller tag en tur i ”De Sorte Huse”, hvor man kan se mere om områdets og kystsikringens historie. De Sorte Huse er en kulturperle, hvor der ud over udstilling om byens og fiskeriets historie, også afholdes adskillige kulturelle arrangementer i løbet af året. Derudover finder du også et "madpakkehus".

Fiskerhuset udgør et lille museum der fortæller om fiskernes liv i gamle dage og om byggeskikken ved Vestkysten.

 

 

Svaneholmhus

På Agger Tange finder du også informationscentret "Svaneholmhus". Det ligger ved færgehavnen helt nede på sydspidsen af tangen. Stedet er et naturligt knudepunkt for forskellige former for trafik, da det er muligt at komme dertil både i bil, til fods, på cykel og i kajak eller båd. Her kan du lære mere om områdets natur og kulturhistorie, få tips til sjove aktiviteter samt finde informationsmateriale og guider. 

Svaneholmhus er åben hver dag hele året rundt fra klokken 6.00 til sidste færge.

 

 

 

Tysker-bunkere

Som mange andre steder langs den jyske vestkyst er der også på stranden ved Agger betonbunkere fra Anden Verdenskrig. Bunkere var en del af Hitlers Atlantvold fra Norge til Spanien. Du kan komme ind i flere af dem - på eget ansvar